Fængslende fængsels-drama

Medrivende fængselsdrama, der holder højt niveau – men risikerer at gå i tomgang.

Den spanske Netflix-serie Vis a Vis er en velkomponeret og fængslende oplevelse. Tredje sæson af serien er netop blevet tilgængelig på Netflix, og på mange punkter har den meget at leve op til, hvis den skal holde niveauet fra de to første sæsoner.

I korte træk handler historien om kvinden Macarena, spillet af Maggie Civantos, der lever et ‘almindeligt’ kontor-liv, indtil hun bliver inddraget i en svindelsag, hvor hendes kæreste får flyttet de grumme beviser over på hende. Hun bliver fængslet, og mens første sæson følger hendes desperate kamp for at opnå retfærdighed, skifter fokus efterhånden til, hvordan hun tilpasser sig fængslets særlige leveregler.

I fængslet bliver hun draget ind i en lang række kontroverser med barske kriminelle, og det påvirker både hende selv og hendes familie udenfor murene.

Der er action og energi, og man finder ikke et tidspunkt, hvor man keder sig. Det meget kulørte og omskiftelige persongalleri er skildret rigtig godt, så der bliver åbnet op for de mange skæbner, der kan føre til kriminalitet.

Der anes dog en smule tomgang efterhånden, hvor flugtforsøg, vold og kærlighedsforhold i fængsel bliver skabt, udviklet og lukket ned – for så at genopstå.

Første sæson er eminent, anden sæson er absolut seværdig – men trætheden i historiefortællingen skal elimineres, hvis tredje sæson ikke blot skal blive nye cirkler om en historie, der synes at gentage sig selv. For selv de skarpe skuespilpræstationer af Maggie Civantos, Alba Flores, Najwa Nimri og Berta Vazquez, er nok til at holde gryden i kog i flere sæsoner, hvis der ikke sker afgørende nyt i fængselsdramaet.