Almeria bør kunne kigge opad

Efter tre sløje sæsoner i træk, kan Almeria kigge opad i tabellen, hvis det lykkes at holde på farlig frontduo.

Billede af Jan-Niklas Kö fra Pixabay

I det sydøstligste hjørne af Spanien finder vi byen Almeria, der har ført en noget omskiftelig tilværelse i spansk fodbold. Områdets bedste mandskab, UD Almeria, rykkede for første gang op i næstbedste række kort efter årtusindskiftet, og efter fem år med stort set konstant forbedring, rykkede holdet op i La Liga i 2007. De seneste 12 år har budt på seks år i La Liga og seks år i La Liga 2, og Almeria har været relativt vedholdende i deres positioner i de to rækker.

De seneste tre sæsoner har dog været vanskelige, og her har Almeria måttet kæmpe til det sidste for at undgå nedrykning. Derfor ser det også ekstra spændende ud, at det andalusiske hold på nuværende tidspunkt ser ud til at holde fast på de fleste profiler op til den kommende sæson.

Ny cheftræner skal sætte sig præg

Her skal Óscar Fernandez forsøge at sætte sit præg på truppen som ny cheftræner. Han kommer fra en lignende rolle hos Atletico Madrids B-hold, og mens han må se bort fra kantspilleren Rioja, der er skiftet til La Liga-holdet Alaves, kan han indtil videre konstatere at de mest målfarlige spillere bliver i Almeria.

Alvaro Gimenez blev topscorer i La Liga 2 sidste sæson – ikke bare for Almeria, men i det hele taget. Med 20 sæsonscoringer vil han naturligvis være attraktiv for andre klubber, og nyoprykkede Granada har da også meldt sig som interesseret, men indtil videre ser det ud til, at Alvaro sammen med Juan Carlos kan fortsætte med at sørge for Almeria’s målscoringer.

Hvem skal assistere angriberne?

De tegnede sig tilsammen for 30 mål i sidste sæson, men de blev også godt serviceret af Rioja, der altså nu er fortid. Spørgsmålet er så, om Rahmani, der er hentet i Mirandés, kan assistere dem ligeså godt, eller om assisterne skal komme andre steder fra. 

Af øvrige nye ansigter i Almeria-truppen er den defensive midt N’Kaka, der er lejet i Anderlecht, og backen Juan Ibiza, der er hentet på en fri transfer hos Villarreal.

Om Almeria får succes og kan blande sig i subtoppen i den kommende sæson kommer i høj grad til at afhænge af transfervinduets udvikling. Hvis Fernandez kan overtage en trup, der i forvejen er fornuftigt sammenspillet, så kan det også tænkes, at han kan løfte holdets niveau, så der kan kigges opad i stedet for nedad.