Vega – popdronningen fra Córdoba

Den spanske sangerinde Mercedes Migel Carpio er svær at komme udenom, hvis du skal finde en kunstner, der har været med længe – men som stadig formår at forny sig konstant. På en måde kan jeg ikke lade være at tænke på danske Caroline Henderson – ikke at der er så meget sammenligningsgrundlag i stilarterne, men de små krumspring til forskellige genrer – og den imponerende udvikling fra umoden og naiv popsangerinde til at være en sand dronning af musikken, minder meget om Henderson.

Mercedes Migel Carpio har som kunstner altid brugt navnet Vega. Siden hun i 2003 – i en alder af 24 år – udsendte sin debut ‘India’. Det var et rendyrket popalbum med en ung piges attitude, umodenhed og naivitet. Men samtidig også en charme, der flere steder viste, at hun gemte på et utvivlsomt talent.

Der skulle gå fire år mere, inden den Cordoba-fødte sangerinde atter udgav et album, og denne gang var der sket en enorm modning af både stemme og generelt musikalsk udtryk. ‘Circular’ var stadig et pop-baseret album, men denne gang bød Vega på langt større modenhed i kompositioner og fraseringer, og det banede vejen for en videreudvikling på de følgende albums.

I 2009 prøvede hun kræfter med en mere roots-inspireret stil på det fine album ‘Metamorphosis’, hvor der er tydelige rock’n’roll-træk på åbneren ‘Lolita’, og på 2011-udgivelsen ‘La Cuenta Atrás’ var hun tilbage i den rene pop, men her med nogle markante skift mellem den lette og pågående uptempo-stil og de mere følsomme ballader.

Fra albummet Wolverine fra 2013.

I de seneste ti år har Vega fortsat ad den mere og mere modne pop-stil, hvor hun på det flotte album ‘Wolverine’ tager nye skridt, og på 2018-udgivelsen ‘La Reina Pez’ udbygger med en smuk stemningsveksling mellem det lidt kølige 80’er-inspirerede, de nærmest grand prix-agtige kulminationer på ukomplicerede men irriterende fængende melodier – og et mere voksent udtryk med en bund af visdom og nuancer.

Undervejs – i 2017 – slog hun et smut omkring de italienske diva-klassikere, da hun udgav ‘Non ho l’Etá’, som både indeholder hendes egen fortolkning af den gamle traver ‘Volare’, som hun formår at give nyt liv – og ‘Dio Come Ti Amo’, som er en stemningsfuld og storladen ballade-duet med Elvis Costello. Du bør heller ikke overse ‘Centro di gravitá permanente’, der har sine 50’er-elementer i et moderne og nutidigt udtryk med Vega som et centralt og karismatisk omdrejningspunkt.

Vega er en kunstner af den slags, der formentlig altid vil udvikle sig i forskellige spor – samtidig med at hun forfiner og modner sit eget udtryk. Efterhånden er den nu 40-årige sangerinde fra Cordoba nået til et niveau, hvor hun mestrer det meste og er en kunstner af folket, der kan gribe både ung og gammel, som hun også gør det på duetten med den spanske legende Iván Ferreiro på duetten ‘Dónde Estabas Tú’.