Orujo – den spanske Grappa

Galicien er hjemsted for den spanske variant af Grappa og Marc – nemlig Orujo.

Billede af Matthias Böckel fra Pixabay

De fleste kender Grappa – og en lang række andre destillater fra den store verden. Men mere hemmelig er den spanske Orujo, der er en brændevin, der skabes på resterne fra vinproduktionen.

Orujo er oprindeligt fra Galicien, og den er inspireret af den franske drue-brændevin Marc. I Galicien var det oprindeligt en slags medicinmand, der stod for produktionen af denne angiveligt helbredende drik.

Produktionsmetoderne er meget personlige og med en masse hemmelighedskræmmeri, men fælles for Orujo-produktionen er, at den produceres på resterne af drueskind, druekerner og druestilke.

Drueresterne gærer og destilleres herefter i en kobberkedel over åben ild. Når alkoholen fordamper, samles den i metalrør, og højkvalitets-Orujo destilleres to gange. Væsken er helt klar som vand – med mindre du vælger at forsøge dig med en af de fadlagrede, der er gylden i sin kulør.

Orujo er meget aromatisk og holder mellem 37 og 50 procent i alkohol. De stærkeste bliver temmelig sprittede, så gå efter en Orujo, der har maksimalt 45 procent alkohol.

Druesorterne, der bruges i den oprindelige Orujo, er de galiciske Albariño, Godello, Treixadura og Loureiro, men andre steder i Spanien forsøger man sig også med Orujo. I Catalonien for eksempel laver nogle Cava-producenter Orujo-lignende brændevin på Macabeo, Parellada og Xarel-Lo under navnet Marc de Cava.