Store udskiftninger i Alcorcón

Med unge Fernandez som træner skal Alcorcón hurtigt have spillet helt nyt hold sammen.

Billede af Jan-Niklas Kö fra Pixabay

Fra Madrids forstadsområde kommer Alcorcón. En klub, der ikke har gjort de store udsving med op- og nedrykninger, og som har opholdt sig i lange perioder på samme niveau. Således var Alcorcon fra 2000-2010 fast placeret i Segunda B, men i 2010 lykkedes det at rykke op i næstbedste række, og nu tager holdet fat på den tiende sæson i La Liga 123.

Med en skæv statistisk tilgang kunne man derfor argumentere for, at det må være på tide med en ny oprykning, da der atter er gået 10 år. Det er der dog ikke så meget der tyder på, for de seneste tre sæsoner har Alcorcon opholdt sig i den tunge ende af La Liga 123, og med flere profilers afgang denne sommer, skal der bygges op igen.

I den kommende sæson skal Alcorcon kæmpe med at få spillet en helt ny trup sammen. 13 spillere har forladt klubben i forhold til sidste sæson, og den nye træner Fran Fernandez har dermed noget af en udfordring – men samtidig alle muligheder for at sætte sit præg på holdets udtryk med det samme.

Der er dog næppe nogen tvivl om, at topscorer Muñoz bliver savnet. Med 13 scoringer i sidste sæson fik han gjort så godt opmærksom på sig selv, at han nu er landet i La Liga-klubben Leganes. Også den næstmest scorende – argentinske Estaban Burgos – er rykket til La Liga – nærmere bestemt Eibar.

Ind er kommet spillere som Rui Costa fra FC Porto og Miakushko fra den ukrainske klub Karpaty Lviv. De øvrige tilgange er primært fra lavere rangerede klubber, så alle løse ender skal bindes sammen på bedste vis, hvis Alcorcon skal holde sig på afstand af nedrykningsstregen.

Den nye manager Fran Fernandes er blot 38 år gammel og har siden 2018 stået i spidsen for Almería. Men allerede inden da stod han i spidsen for den øst-andalusiske klub som midlertidig manager – og i 18/19-sæson løftede han Almería fra en tilværelse som bundklub til en solid midterplacering. Efter sæsonen offentliggjorde han, at han ikke ville forny sin kontrakt med klubben, og efterfølgende blev det offentliggjort, at han skiftede til Alcorcon.

Alcorcon holder til på det lille og intime stadion Santo Domingo i udkanten af Madrid, og her kan op til 7.000 tilskuere følge Los Alfareros, som er klubbens tilnavn – når de i anden runde har hjemmepremiere mod Elche. Inden da venter sæsonpremieren ude mod Numancia den 18. august.