Betis tabte første test

Betis gav spilletid til 24 spillere i sommerens første test mod Sheffield United.

Billede af Ronny K fra Pixabay

Real Betis var allerede fredag ude i sommerens første testkamp. Modstanderen var den nyoprykkede Premier League-klub Sheffield United, og det vigtigste for Real Betis var tydeligvis at få masser af spillere i kamp.

Hele 24 spillere nåede at være på banen for Sevilla-klubben, der således også fik givet uofficiel debut til en stribe af sommerens nye ansigter. Både Barragan, Camarasa, Brasanac, Juanmi og Narvaez fik spilletid i kampen, som englænderne vandt med 1-0.

På et mål af David McGoldrick i midten af anden halvleg, sørgede den irske angriber for britisk sejr. Mens Sheffiels United indleder sæsonen 10. august, har Real Betis en uge længere, inden sæsonens første turneringskamp, der finder sted hjemme mod Valladolid.

Næste test for Betis er 19. juli mod FC Porto.