Oviedo ligner et midterhold

Efter to sløje årtier er Oviedo ved at etablere sig i La Liga 123.

Billede af Free-Photos fra Pixabay

Måske husker du Real Oviedo. Den spanske klub, der i 13 sæsoner på stribe var en fast del af den bedste række i Spanien, og hvor danske Peter Møller i en periode slog sine folder. De 13 år i La Liga begyndte i 1988 og sluttede i 2001. Siden da, har du skullet være mere end almindeligt interesseret i spansk fodbold, hvis du skal have bemærket den nordspanske klub.

For Real Oviedo har været på lidt af en deroute. Efter nedrykningen holdt Oviedo sig i næstbedste række i to sæsoner, men siden er det gået endnu mere galt, og økonomiske problemer betød tvangsnedrykning til fjerdebedste række. I 2015 lykkedes det atter at nå det næstfineste selskab, og med placeringer lige udenfor oprykningsfeltet i de fire seneste sæsoner, kan det måske lysne for ‘Los Azules’ fra den nordlige Asturias-provins.

Det fine Carlos Tartiere-stadion har plads til over 30.000 tilskuere, og da det åbnede kort efter årtusindskiftet, var Real Oviedo stadig en af spanske klubber, man regnede med som en fast del af La Liga. Derfor har alle pladserne heller aldrig været udfyldt siden et lokalderby mod Gijon i La Liga-sammenhæng, men det var relativt tæt på, da flere end 27.000 tilskuere fulgte Oviedos afgørende kamp mod Mallorca i 2009, hvor præmien var oprykning fra fjerdebedste til tredjebedste række. 

Sommerens mest spændende nyindkøb er kantspilleren Marco Sangalli fra Alcorcón. Sammen med angriberen Joselu, den rutinerede spydspids Toché og Saúl Berjón kan han blive en vigtig del af en spændende offensiv, mens den halvt islandske forsvarsspiller Diego Johannesson Pando skal være med til at lukke af bagude.

Umiddelbart burde Real Oviedo ikke komme i fare for hverken op- eller nedrykning, men meget kan ske i fodboldens verden. Sæsonen indledes 18. august ude mod Deportivo La Coruña i et ‘næsten-lokalderby’, mens alle Oviedo-fans har sat et stort kryds i kalenderen den 17. november, hvor det store lokalderby hjemme mod Sporting Gijon finder sted.