Spansk Wimbledon-felt skrumper

Billede af PC User fra Pixabay

Den spanske deltagelse ved Wimbledon er nu nede på to deltagere i herresingle. For mens Nadal og Bautista begge spillede sig videre fra mandagens kampe, måtte Verdasco sige farvel til græsbanerne, ligesom damesinglen Carla Suarez Navarro.

Den spanske verdens-toer Rafael Nadal havde ikke de store problemer med portugisiske Joao Sousa, der er nr. 69 på verdensranglisten. Portugiseren, der gjorde det af med Cilic i anden runde og desuden har elimineret britiske Evans og Jubb, tabte i tre sæt med 6-2, 6-2, 6-2. Det sender Nadal videre til kvartfinalen, hvor den 33-årige spanier onsdag møder den amerikanske overraskelse Sam Querrey, der er nr. 65 på verdensranglisten.

Bautista mod argentinsk overraskelse

Roberto Bautista vandt også i tre sæt – men med større tæthed undervejs. Franske Paire havde det svært i første og tredje sæt, men havde tilgengæld grund til at ærgre sig over, at det ikke lykkedes ham at komme tilbage i kampen i andet. Sætcifrene blev 6-3, 7-5 og 6-2 i Bautistas favør, og spanieren står onsdag overfor argentinske Guido Pella i kvartfinalen. Pella overraskede i sidste runde ved at besejre Raonic.

Verdasco og Suarez ude

For Verdasco blev ottendedelsfinalerne endestationen. Mod belgiske Goffin var første sæt en helt lige affære, der måtte afgøres i tiebreak, som belgieren vandt. Andet sæt blev spansk med de sikre cifre 6-2, men herefter tog belgieren overtaget og vandt tredje og fjerde sæt med 6-3 og 6-4.

Den sidste spanier i damesingle, Carla Suarez Navarro, kunne som ventet ikke stille noget op mod amerikanske Serena Williams, der vandt med 6-2 og 6-2.