Krimi-action med sydspansk temperament

Klassisk krimi med underholdningen i centrum. Politimanden der troede han skulle til den rolige provins, lander i et virvar af kriminalitet.

Mar de Plastico er en klassisk krimiserie med alt hvad det medfører af plusser og minusser. Der kan være en vis forudsigelighed i handlingen, men der sker en masse, og man bliver hurtigt grebet af historien.

Plastichavet, som titlen betyder på dansk, hentyder til de endeløse plasticoverdækkede drivhuse i området omkring Almería i det sydøstlige Spanien. Her produceres en meget stor del af al frugt og grønt i hele Europa, og i det øde landskab under de mange plasticduge, er der naturligvis enkelte rige familier, der sidder på tronerne.

Sådan er det også for omdrejningspunktet i denne serie, der tager sit afsæt i fundet af en død pige i en ganske lille by i nærheden af Almería. Den udfordrede politimand, der skal finde fred og ro i provinsen, bliver kastet ind i en kriminel underverden af bedrag, menneskehandel, drab, race-uroligheder, smuglere og bestikkelse, og dermed bliver det absolut ikke den rolige tilværelse, han havde forudset.

Politimanden spilles med brysk men alligevel følsom attitude af Rodolfo Sanchez, der udfylder rollen fint. Hans assistent på politistationen er sigøjnerkvinden Lola, der spilles af sangerinden og skuespilleren Nya de la Rubia, og også hun præsterer rigtig fint som den selvstændige kvinde, der forsøger at rive sig løs af sigøjnerkulturens familiebånd uden at vende ryggen til sine forældre.

Belén Lopez og Patrick Criado spiller et par af de øvrige veludførte roller som hhv. landmåleren, der pludselig uforskyldt bliver en del af årsagen til de kriminelle handlinger i provinsbyen – og som den fortabte søn til rigmanden Rueda, der ejer det halve kongerige af plastic-drivhuse.

Hvis du er glad for Sydspanien og kan tåle et skvæt sigøjnerkultur, mens du lader tankerne flygte fra hverdagen og ind i en klassisk krimiserie, der hverken er voldsomt berigende eller fordummende, så er Mar de Plastico et udmærket valg at fordrive tiden med. Skal vi sammenligne med noget dansk, så er vi et sted mellem Dicte og Den Som Dræber – hvor det handler om underholdning fremfor alt.