Alletiders Albariño

En flot eksponent for denne nordspanske hvidvins-specialitet.

Fillaboa 2014, Albariño, Rias Baixas, Galicia, Spanien

Albariño-druen fortjener så meget mere opmærksomhed, end den får. Javel, i vinkredse har den et meget flot ry, men der er næppe ret mange supermarkeds-handlende, der ved hvad der gemmer sig i flasken, hvis de skulle falde over sådan en.

Fra Rias Baixas-området i Galicien i det nordvestlige Spanien kommer denne fine udgave af Albariñoen, og den trækker på alle druens fineste kendetegn – ikke mindst den helt særlige balance mellem fylde, frugt og friskhed.

Den har lidt Sauvignon Blanc-fedme, men uden de tunge tendenser, og den har lidt Chardonnay-tørhed, men uden at blive anonym, syrlig eller tilbageholdende.

Det gør den til en en virkelig fin hvidvin og et absolut fornuftigt sted at begynde, hvis du vil udforske denne gyldne spanske hvidvins-type.

Set til kr. 129,95 hos Theis Vine.